Drengenes Dagbog

...:::INTO THE WILD:::...

AF FREDERIK

"Don't mess with Texas!" står der flere steder langs Interstate 10. Siden San Diego er vi nået helt til Houston, Texas og New Orlears venter lige forude. Men "hvad fa'en" tænker du nok. "Hvad har de lavet siden d. 20 april?" siger du nok til dig selv. "Nej nu må jeg be'" siger du så til personen ved din side. Jeg skal forsøge at gøre det kort:

Som du nok husker fjollede vi rundt med Jakob i San Diego og spillede minigolf. Der skal så tilføjes at vi derudover også sejlede kajak, kiggede på søløver, besteg SD's højeste punkt og gik ombord på det historiske hangarskib USS Midway. Hvad angår kulinariske oplevelser bliver vi nødt til at fremhæve én som har fået en speciel plads i vore hjerter: En sen aftentime drog vi på burgerrov i en, af Jakob anbefalet, fastfood joint ved navn "In & Out Burgers". Sortimentet var ikke særlig prangende, så vi hoppede bare på den der så størst ud, en "Double". I bestillingsøjeblikket huskede jeg den lille svendskers (Jakobs roommate) ord: "Animalstyyyyyle". Det stod ingen steder på menuen men fra børn og svendskere skal man nu engang høre sandheden. Efter en kort stund fik vi udleveret vores mad - Animal style! Vi stod om maden som de tre vise mænd om Jesubarnet dengang i fordums tid. Med samme fromhed og glæde beskuede vi med våde øjne denne fedtede helligdom. Foran os lå tre bakker svedige pomfritter holdt sammen af en glisende ostemasse toppet med stegte løg og en tyk dressing. Mellem burgerens to klistrede boller lå to bøffer, fire gyldne stykker cheddarost, salat, tomat og lårtykke løgringe. Vi vidste alle at dette indtil videre var en vinder i vores uofficielle fast-food konkurrence!

Den sidste dag i San Diego brugte vi på at besøge et outlet ved Mexicos grænse og fik her chancen for lige at indånde lidt Mexikansk luft. Samme eftermiddag satte vi kursen mod VEGAS BABY!

"You know what this is?

It's a celebration bitches!

Grab a drink, grab a glass

And after that I grab your ass"

Solen er gået ned bag Navadaørkenens røde limstens bjerge og stjernerne forsøger forgæves at kaste lidt lys over det mørke, golde landskab. Vi er alle trætte efter den lange tur, og de modkørende biler hvis lygter med korte intervaller oplyser bilens interiør, har en nærmest lullende effekt. Pludselig ses nogle små lyspletter i horisonten - først nogle få, så flere. Som celledelingen i det befrugtede ægt bliver de få pletter langsomt til flere og udgør snart et tæppe af lokkende lanterner. I næste nu ligger der for os en kæmpe dal dækket af hvad der kunne ligne funklende diamanter. Denne gyldne oase af druk, gambling og bitches lå foran os som var den faldet ned fra himlen og tilfældigvis landet her midt i ingenting. Viva Las Vegas.

At køre ned af "The Strip"- en epileptikers mareridt eller ja en hver drengerøvs drøm? Energien fra de flere mia. elpærer, den bøjede neon og de fritudfoldede drifter er på samme tid berusende og svimlende. Vi havde i forvejen rerserveret plads på The Hilton og fandt os snart i baren på hotellets casino - den bedste øl i meget lang tid. Følelsen du får ved første møde med Vegas er ubeskrivelig. Følelserne du får de næste par dage du er i Vegas er lige så ubeskrivelige - eller også kan du bare ikke huske dem.

Her er en step-by-step guide til en ideel dag i Vegas:

1. Stå op over middag - 2. Spise brunch i casinoets restaurent - 3. Ligge ved poolen - 4. Drikke øl - 5. Spise buffet med fluidum ad libitum - 6. Blive snydt af gåder fra buffetens bartender, Eduardo - 7. The Venetian - 8. Ballagio - 9. Spille på Mirage - 10. Cesars Palace - 11. Spille på MGM Grant - 12. Danse på Mirage Jet Nightclub og bl.a. betale 36$ for tre tequila shots - 13. Gå på Crazy Horse

Anden dag i Vegas og yderligere detaljer må vente for ja "what happens in vegas, stays in vegas" right?.

På 3. dagen drog vi videre med hovedpine og tømmermandsmaver mod Grad Canyon, Arizona som efter hvad vi havde hørt, skulle være "et besøg værd". Hvis du vil prøve at forstå hvilke syn vi mødte på denne to-dages-rejse må jeg henlede din opmærksomhed på de vedlagte billeder. Uden tvivl det smukkeste, mest utrolige, fantastiske, ufattelige natur vi nogensinde har set! WAOUW. Caspar David Friederichs malerier er malet fra dit perspektiv og Peter Andreas' Alpevandring i Pontoppidans "Lykke-Per" samt Johannes V. Jensens Fujiyama er skrevet med udgangspunkt i dine sindsbevægelser.

Det bedste kur mod tømmermænd må være at tage til Grand Canyon og prøve at fatte hvor stor vores planet er og dermed hvor ufatteligt små ens afføringsproblemer er set i forhold hertil! Efter denne oplevelse tog vi til Alberquerque, New Mexico hvor vi forsøgte at køle vores filosofiske tanker lidt ned med biograffilmen "Hall Pass" (Et must-see).

...:::TEXAS HOLD'EM:::...

AF CASPER

Efter et par dage i stram dionysisk benlås vinkede de farvel til Hilton og hedonismen. De 3 slagne knægtes trætte blanke blikke spejlede nye behov og en higen efter atter for en stund at vende tilbage til naturens storslåede, asketiske kosmos. Med en overbevisning om at resultatet måtte være dét at det gælder om at bevare renheden og det oprindelige, og med troen på at dette måtte være det eneste rigtige – en nødvendighed for at realisere de gode hensigter. Men forstod de, forstod de, forstod de overhovedet hvad det ville sige? Var de tre purunge jyder i stand til at forstå og gennemleve den westerndrøm der fra barnsben var blevet vakt til live af ”Once Upon A Time In The West” og ”A Fist Full Of Dollars”? Ville El Paso være stedet hvor vrinskende, muskuløse heste stod tøjret til gelændere med sikre Dick Turpin knuder? Og ville de på den anden side af saloonens svingdøre blive tilbudt bønner og en harsk whiskey? Ville samfundet være så fantastisk ordløst og indforstået som i drømmen? Og duellerede hurtige skytter i byens sandblæste gader?

Med håbet om opfyldelsen af en drøm og med kurs mod en illusion stævnede drengene mod syd ad ensomme hovedveje i indianerreservater. Med 3-400 velkørende heste under de automatisk kølede lædersadler skred det hurtigt frem og El Paso blev snart nået…

Nå, tilbage til virkeligheden… El Paso blev entreret med en vis forventning, en forventning som på et splitskund blev manet til jorden da synet af fastfood-kæder, boligblokke og strip-marts mødte os. Forsøgt uforstyrrede og allerede slet skuffede kørte vi til centrum og parkerede Cadillac’en. Ingen vrinsken, ingen Dick Turpin knude. Blot en kedelig parallelparkering og dernæst et par krøllede dollars til parkometeret. Første stop i byen var et kedeligt manufakturlager hvor vi ville låne toilettet. Det var imidlertid ikke muligt. Dernæst skete det at en skingrende homoseksuel ekspedient kom og tilbød sin hjælp. Ikke at der er NOGET SOM HELST galt med bøsser, men når man forventer en uvasket, hårdtalende, texansk John Wayne-type i cowboybukser, Stetson-hat og med sporer på støvlerne, var det svært helt at skjule sin skuffelse. Efter yderligere en times hvileløs trav gennem de ucharmerende og vindblæste gader måtte vi videre. En illusion var brast og erkendelsen af at der ikke længere fandtes revolvere, heste eller et forladt trinbræt i El Pasos gadebillede virkede umiddelbart uoverskuelig…

Men op på hesten… Ja undskyld udtrykket… I El Paso kunne vi ikke holde ud at være og da næste by på vejen var Bandera 550 miles væk lod vi behovet for at komme væk sejre over fornuften i at tage en overnatning før det lange stræk. Så ind i bilen og af sted mod det vi forventede kunne råde bod på faldet i El Paso.

Efter 500 miles med uendelige vidder og depraverende gråbrunt lys var klokken nu godt over midnat og vi drejede fra mod Bandera. Hvad vi dog ikke vidste var at de kommende 50 miles skulle blive én lang undvigelsesmanøvre fra et utal af krondyr som krydsede vejen. Overalt i grøften lyste øjne op og snart kom majestætiske gevirer til syne. Det var med en følelse af træthed og lettelse vi kunne sove et par timer før en cowboydrøm skulle udleves. Klokken 7.30 vågnede vi til skyfri himmel. Nattens nærgående, fugtige luft var drevet over og afløst af en let, behagelig brise. I dagslyset kunne vi se at byen rent faktisk havde saloons, en lædersmed og en hattebutik. Vi var altså kommet lidt nærmere i jagten på den perfekte comboyby efter gårsdagens dårlige oplevelse. En time senere svingede vi ind af ”dixie dude road” og snart stod vi i hestestalden og blev instrueret af ranchens wrangler. Og så var det bogstaveligt talt op på hesten og ud over stepperne.

Albert på ”Sunrise”; en stille og rolig krikke med hang til højlydte, ildelugtende prutter og behov for at klø sig på ethvert lavstammet knastørt træ. Blot en tilfældighed, eller skæbnen at netop Albert skulle have ”Sunrise”?

Frederik på ”Whiskey” – en noget mere stilfærdig og krukket hest som kunne sin Emma Gad og holdt et roligt, stabilt trit bagest i vores lille karavane.

Jeg selv fik ”Paco” - ranchens største hest, udstyret med et iltert temperament. En fornærmelse? Skulle der virkelig hestens svar på en Massey Ferguson til at bære min efterhånden massive kropsvægt?

Hvorom alting er red vi snart af sted ad små kringlede stisystemer ud i det texanske pauseland kun forstyrret af ”Sunrise’s” dårlige mave. Om nærmeste association er en scene fra ”Once Upon A Time In The West” eller ”Brokeback Mountain” må du selv overveje, men med os i lårkorte shorts klamret til sadlen, ved jeg i hvert fald godt hvad jeg synes kommer sagen nærmest… Alt i alt en rigtig fed oplevelse

Så blev det San Antonio og første del af en lille texansk trilogi, som skulle afkræfte alle fordomme om staten. Efter at have indlogeret os centralt på ”Travelodge” tog vi til Alamo (texansk/mexicansk historisk fæstning) og Riverwalk (byens svar på ”åen” i Aarhus). Skønt endelig at finde en amerikansk storby med et centrum. Byerne herovre er enormt sprawl-prægede – en byplan med enorme forstæder og mange små lokale centrums. Efter lidt italiensk mad ved Riverwalk og en HipHop danseopvisning af dansekrebsen Albert satte vi os hjem og drak et glas lunkent hvidvin på Motelværelset.

Efter San Antonio var det Austin (Texas’ hovedstad). Endnu en positiv overraskelse. Efter at have brugt dagen ved poolen, i byen og i kongressen tog vi i 6th street og udrustede os med vietnamesisk/thailandsk mad og vand. Da de basale fysiske behov var blevet stillet, stævnede vi mod gadens mange klubber med livemusik og fandt snart en lokal rocktrio samt en iskold Stella Artois. Byens musiske potentiale var overvældende. På hvert gadehjørne spillede fantastisk dygtige musikere og om genren var blues, rock, country eller bluegrass lød det hele pissegodt! Udover musiklivet var mangfoldigheden stor; mange bøsser og lesbiske, smarte indiegutter på fixies og en fin sammensætning af hvide, mexicanere og afroamerikanere. Austin fortjener afgjort et længere besøg engang.

Så blev det Houston og tid til at besøge en af mine forældres bekendte, Peter. Vi ankom til hans lejlighed før han havde fri og blev mødt af en hyggelig lejlighed på 33. Etage. Fantastisk udsigt – ikke mindst til de kommende dage. Samme aften stod den på baseball mellem Houston Astros og Milwaukee Brewers. Stemningen på stadion var stor, men trods god opbakning tabte Houston lidt ydmygende 5-0 og aftenens højdepunkt blev således ikke selve spillet, men en grov tackling mellem en stor tyk Brewers striker og en lille uskyldig, uforberedt Astros spiller. Lørdag aften havde Peter ordnet billetter til Bob Seger koncert på byens basketball-stadion. Hvis stemningen var god til baseballkampen blev den overgået med længder til koncerten. 25.000 veloplagte publikummer hjalp den gamle rocksanger og hans 14 mand store orkester gennem en flot koncert og med god forberedelse hjemmefra lykkedes det os oven i købet at synge med på et par omkvæd.

Efter at have besøgt lækre guitarbutikker og set masser af kultur i godt selskab sidder vi nu godt trætte i bilen blot en spytklat fra New Orleans. I morgen venter en Servasvært i byen, men indtil da må vi tage til takke med et Motel i French Quarter.

Hvis du er nået hertil har du gjort et godt stykke arbejde, for ovenstående var måske langt, måske kedeligt, måske noget sludder? Men i hvert fald en mere eller mindre sandfærdig beretning om hvad der rent faktisk er sket…