Kultur

Så hændte det at vi skulle udfordres kulturelt og se kunst af en anden aktør end den euforiserende Nordamerikanske natur. Vi havde set solen knejse over Whistlers bjerge, mærket den isnende, rene bjergluft og havde følt naturens totale overtag - snefald i mængder som bevidnede at den globale opvarmning endnu ikke er verdenshersker. Kultur eller ej, men ihvertfald en oplevelse og målestok for denne aftens, skal vi sige overraskende, udfald.

Da Portland efterhånden må siges at være Nordvestamerikas kulturhovedstad, besluttede vi efter en hyggelig dag i Portland hos vores søde Servasværter at skimme byens gratis kulturaviser igennem for at finde en koncert. Overalt stod Akron/Family nævnt som aftens kunstneriske højdepunkt og da spillestedet oven i løbet lukkede mindreårige ind (Albert og Frederik) var beslutningen truffet. 20.45 stod vi klar ved billetlugen og til vores store overraskelse var der stadig billetter at købe. Hvad der overraskede os endnu mere var at salen næsten var tom her 15 min. før koncertens start. Well, kl 21 gik aftenens FØRSTE navn på, og ja et enkelt opvarmningsvand er sjældent af vejen. Duoen spillet støjende, eksperimenterende postfolk/-indie, men var ikke helt uinteressant i kraft af musikernes dygtighed. Trommeslageren var i særdeleshed noget ved. Herefter fulgte et opvarmningsband mere, og vi tænkte, ja, men TO opvarmningsbands er vel ikke helt ved siden af - vi får virkelig valuta for pengene. Bandet fulgte genremæssigt første bands fodspor, men var om noget mere støjende. Så kom TREDJE band, en meget avantgarde jazzduo, som tvang vores ellers ret tolerante og tålmodige øren ud på første lydpause i mellemgangen. Vi ville gerne have været udendørs, men stedet kørte ikke med "re-entrance", så aftenen tog en faretruende og ret irriterende drejning - ingen frisk luft og ingen øl pga den amerikanske flueknepperiagtige udskænkningslov. Ja som du måske fornemmer var stemningen ikke på sit højeste... Da fulgte FJERDE og så FEMTE støjende opvarmningsband, som ikke kræver videre beskrivelse. På daværende tidspunkt havde vi befundet os i kulturens helvede, et støjinferno uden sammenligning i 3 1/2 timer vel at mærke uden succesoplevelser, følelse af velbehag og positive stimuli. En slags knap så succesfuldt Portland-pot-pourri.

Da kom endelig aftenens hovednavn på scenen. Klokken havde passeret 00.30 og stemningen nåede ikke just spærene, men efter et par ret lækre, overbevisende trestemmige vers begyndte foden trods alt at vippe i et taktfast rytme mod koncerthallens beskidte trægulv. Bare det at fornemme en puls i musikken var en befrielse. De gode numre fortsatte en stund, men da tog også dette band en sær drejning. Pludseligt fandt forsangeren en blokfløjte frem (et faretruende signal når manden har Beatles-hår og John Lennon briller?) mens trommeslageren og bassisten fulgte trop med andre indianske instrumenter. Nu begav de sig ned mellem publikum som taktfast klappede en rytme, som det tydeligt ikke var intentionen skulle holdes. Minutter senere begyndte en papmachevulkan, som prikken over i'et at skyde røde hjerteballoner til vejrs og stemningen ændredes til en fællessangs-peace-hippie-psykedelisk-kærligheds ceremoni, der endeligt fik os til at trodse "no re-entrance" skiltet og forsvinde i den våde nordvest-Oregonske nat. Vi var rystede og talte stort set ikke sammen før vi nåede bilen og dermed var tilbage i trygge rammer... Fra koncerten gik turen til McDonalds. Vi måtte have noget vant indenbords efter sådan en aften i indie-kulturelitens varetægt, men selv det var ved ikke at lykkes for os. Efter et par mislykkede forsøg på at ramme en parkeringsbås og en håbløs vandring om den sikkert aflåste burgergigant indså vi at drive-in var eneste mulighed. Som om det ikke skulle være nok, gik også bestillingen galt og vi endte med at stille vores lille snack-sult med ikke mindre end 4 big macs og 2 cheeseburgere... God nat.