BØH!

Fredag d. 25 kl. 23.32

Hvad er det sket siden sidst?

"The dark walk of death"

"The night of freezing hell"

"The walk of wet doom"

Titler på dårlige gyserfilm? Nej sandheden!

I byen Seaside hvorfra vores sidste indlæg blev skrevet, besluttede vi os for at gå en rar aften tur. FORKERT! På vej op af en afsides høj fandt vi os selv alene, forladt og omringet af den mørke, barske natur! Det lignede enden på vores eventyr men via fremragende stedsans og ledeskab fra Caspers side, fandt vi vejen hjem gennem dunkel og djævelsk delta. Pyha!

Efter at have forladt hurlumhejby (Seaside), kørte vi til Lincoln City hvor vi fandt en idyllisk campingplads - en perfekt chance for at teste vores Walmart telt og få lidt luft. Bålet blev tændt og guitaren straffet med gamle Beatles sange og Poul Krebs - kl. 2200 gik vi mætte og magelige i seng med forhåbningen om en behagelig nat - MEN VENT! Omkring midnat fandt vi os alle i en håbløs situation. Kulden havde os i et wrestlinggreb, umuligt at bryde fri fra. Timerne slæbte sig afsted akkompagneret af lyden fra vores jamren og klaprende tænder. Albert bad til gud mens Casper desperat forsøgte af spoone den sidste varme ud af min rystende krop. Gud havde forladt os og overgivet os til satans iskolde dæmoner som nu slikkede vores forsvarsløse kroppe! Men da fik Casper den geniale ide at søge ly i Cadillacen - aldrig har er en bils varmeblæsere blevet så tilbedt. Vi var reddet!

Dagen derpå bød på en smule solskin og vi ilede atter ud i naturen. Vi fandt en høj Albert absolut skulle besejre og med en majestætisk selvsikkerhed lokkede han os med. Solen varmede os og vi efterlod vores overtøj og kamera i dalen - der kom jo ingen regn. Vi sled os op af højen gennem krat og buskads for til sidst endelig at se toppen - lige der over os. Vi smilte, næsten grinede til hinanden og begyndte at løbe, ja næsten kravle op af højens mudrede sider - PLUDSELIG! Først én dråbe, så to, så tre. Pludselig haglede 4 millioner dråber ned over vores forsvarsløse kroppe. Vi kunne ikke give op, ikke nu hvor vi var nået så langt! Vi kæmpede videre under vægten af hundrede liter vand - og hagl. Da vi stakåndede nåede toppen åbnede landskabet og verden sig for os til alle sider. Kysten mod øst, skovene mod nord, floddalen mod vest og ja der var nogle træet i vejen mod syd. Casper så slagent men tappert ud over dalen, der hvor hans kamera nu lå blottet for regnens hærgen. Vi kæmpede os tilbage til dalen for at sørge over vores våde og måske ødelagte egendele - MEN HOV. Til alles held var alt intakt og tørt thi jeg havde lagt min jakke som et skjold over det (undtagen Alberts ting som blev sygt våde)

Sidder du på kanten af stolen? Har du svedige hænder? Var det for uhyggeligt?

Du kan slappe af nu for pt. ligger vi trygt på et motel syd for Portland. Imorgen venter der os nye Servas værter og dermed nye eventyr. Husk at følge med næste gang - hvis du tør!